Kontakt / Om Ansat organist Fagblad
Stillingsopslag Kun for TR Medlemslogin
Tilmelding til stævnet i Viborg
05-03-2020
Årets stævne i Organistforeningen finder sted i Viborg fra søndag den 17. maj til tirsdag den 19. maj (OBS: i programmet i marts-nummeret af Organist.org står der på side 15 nogle andre datoer, men det er altså den 17.-19., der er de rigtige).

Stævnet har fællessangen som overordnet tema. Dette vil den lokale domorganist, Ejner Nielsen, sammen med tenor Morten Andersen Krogh søndag aften holde oplæg om i ord og toner. Morten Krogh vil også komme ind på sit stemmetekniske arbejde som sangpædagog med tilknytning til Viborg Domkirkes kor. Mandag vil organist, korleder og komponist Erling Lindgren sætter spot på de rytmiske salmer.

Endelig vil idéhistoriker, debattør og tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen tirsdag formiddag holde et foredrag med overskriften ”På vej mod den nye højskolesangbog”. Han er formand for udvalget bag 19. udgave, som ventes at udkomme til november, og han vil fortælle om processen og overvejelserne i forbindelse med udvælgelse af sangene. Men det vil også handle mere overordnet om, hvad en højskolesang(bog) egentlig er for noget, og hvorfor det er vigtigt at synge.

Programmet byder desuden på spændende koncerter med Ejner Nielsen sammen med Morten Krogh om søndagen og med Erling Lindgrens rytmiske trio om mandagen – foruden en festaftensoverraskelse. Mandag aften har biskop Henrik Stubkjær fra Viborg i øvrigt lovet at sørge for en festtale.

Om eftermiddagen mandag indkaldes der til generalforsamling, og som vanligt vil der være nyt fra Kirkeministeriet.

Den del af stævnet, som ikke foregår i de nærliggende kirker, er henlagt til det centralt beliggende Golf Hotel Viborg ved Søndersø. Prisen for hele stævnet med fuld forplejning er 3.800 kr. eller 4.200 kr. ved overnatning på henholdsvis dobbeltværelse og enkeltværelse. Hvis du tilmelder dig senere end fredag den 17. april, koster det dog 400 kr. ekstra.

 Aktuelle nyheder fra Organistforeningen

Kontakt / Om Ansat organist Fagblad
Stillingsopslag Kun for TR Medlemslogin